Af Gunvor Vestergaard, kulturformidler og frivillig under VM i ishockey 2018

Det er mandag aften i Fanzonen ved Royal Arena i København. Ishockey VM 2018 er nået til fjerdedagen. Ved et bord i Penalty box bar sidder en gruppe tjekkiske unge og har en fest. Deres hold har hviledag, men det har de ikke. Ellers er det svenskerne, der er ved at lade op til aftenens kamp mod Frankrig. 24 timer tidligere mødtes Sverige og Tjekkiet i et fyldt Royal Arena. Sverige og Tjekkiet er to af ishockeyspillets mastodonter. Sverige har vundet 10 verdensmesterskaber, Tjekkiet 6 og dertil 6 som Tjekkoslovakiet.
Sverige er forsvarende verdensmester og hører også i 2018 til blandt favoritterne. En favoritværdighed de 13 dage senere levede op til. Tjekkiet er ikke helt på samme niveau og tabte da også 3-2 til svenskerne. Det synes dog ikke at gå de unge fyre fra Tjekkiet på. ”Ceská, Ceská, Ceská…” lyder det igen og igen i et taktfast råb.
På et tidspunkter rejser fyrene sig op og går over til det nærmeste bord med svenskere. De stiller sig bag bordet og starter igen ”Ceská, Ceská, Ceská”. Der går ikke længe inden de får modsvar ”vi är svenska fans allihopa”. Sådan badler de lidt frem og tilbage inden de alle bryder ud i jubel og der bliver delt en masse krammere ud. Herefter fortsætter de tjekkiske fyre til det næste bord og seancen gentager sig. Og så det næste bord. På et tidspunkt kommer der en gruppe franskmænd ind og de får straks samme tur.

Hvis nogen i Danmark havde frygtet tilskueruroligheder i forbindelse med afviklingen af VM i ishockey i maj 2018, er al deres frygt gjort til skamme. Ishockeyfans er til fest og gode oplevelser. En del af det er at møde alle de andre ishockeyfans, at fest sammen og nyde den fælles passion for spillet på isen. Der er fokus på det fælles og det man kan være sammen om. Det kan godt være, at de holder med hver sit hold og man håber og tror altid på sit eget hold. Men der er nu engang kun en vinder. Og hvorfor sige nej til en fest selvom ens eget hold trak det korteste strå denne gang. Næste gang er det måske omvendt. Netop denne tilgang er de unge tjekkiske fyre eksemplariske repræsentanter for.
Der er ingen aggressive vibrationer eller hån overfor modstanderens fans. Det mærkede de danske tilskuer i Herning tydeligt efter danskernes overraskende sejr over Finland. Her fortalte en begejstret kvinde om, hvordan de finske fans havde klappet af de danske tilskuer, da de kom ud af Boxen. Nok var finnernes helte meget overraskende blevet besejret af de danske værter, men i stedet for at lade frustrationen flyde, hyldede finnerne danskerne for deres indsats og opbakning, for den fest de havde skabt i Boxen.

Sportens fællesskaber
Sport er i det senmoderne samfund blevet et af de steder, hvor man kan opleve et særligt fællesskab. Tidligere var det familien og lokalsamfundet, der var det naturlige fællesskaber. I dag er det i høj grad op til den enkelte selv at finde betydende fællesskaber. Fællesskaber er vigtige for den enkeltes identitetsdannelse og for at finde retning i en mangfoldig verden.
Stærke fællesskaber skabes i modsætningen til andre. Det handler om at afgrænse sig fra andre ved at bekræfte sit tilhørsforhold til en gruppe. Fjendebilleder styrker vi-identiteten. Hos fodboldens supporterfraktioner er det at afgrænse sig fra de andre hold og deres supportere et helt centralt element. Det gælder især på klubniveau, men man ser det også i landsholdssammenhænge. For de fleste skabes afgrænsningen med fredelige midler; ens påklædning, slagsange, tifos m.m. For hooligansgrupperingerne er volden til gengæld en vigtig del af afgrænsningen og slåskampene en del af det fællesskabsskabende.

Også i forhold til det nationale fællesskab spiller sporten en rolle. Det nationale fællesskab kan betegnes som et forestillet fællesskab, et fællesskab der er kendetegnet ved, at man ikke har personligt kendskab til hinanden. Sportens landshold er perfekte rammer for forestillede fællesskaber. Vi er alle på fornavn med spillerne på fodboldlandsholdene og håndboldlandsholdene. I maj sneg nogle af ishockeydrengene med løverne på brystet sig også ind i vores bevidsthed. På den måde sidder vi alle med rundt om bordet. Vi har noget tilfældes.
Sporten er desuden båret af følelser. De flestes hverdag i det senmoderne samfund er båret af rationalitet og derfor har vi brug for nogle områder, hvor vi kan lade følelserne råde. I sportens verden er der plads til at slå sig løs; råbe, juble, græde, feste osv. Især fodbold er blevet en arena, hvor det er muligt at få afløb for en række behov.

Supporterkultur
Supporterkulturen er i dag en vigtig medspiller i den professionelle sportsverden. De største supporterklubber finder man i fodboldverdenen. De store europæiske klubber har ikke kun fanklubber i deres eget land. De findes spredt ud over hele verden. Manchester United er den klub med flest fans i verden, skarpt forfulgt af FC Barcelona.
I Danmark har alle superligaklubber velorganiserede supporterklubber. Udover de officielle fanklubber findes der også en række fanfraktioner med deres egen variation i formål og værdigrundlag. Til de sidste hører også hooligansfraktionerne.
Det er dog ikke kun fodbold, der kan fremvise en stærk supporterkultur. Også en række andre holdsportsgrene er med på vognen. I Danmark er det først og fremmest håndbold og delvis ishockey.
Uanset sportsgren er der en række fælles kendetegn ved supporterkultur. Kendetegn der er med til at gøre det attraktivt at være medlem af en fanklub, at have partoutkort til stadion, at bruge alle sparepenge på at rejse til VM i ishockey i Danmark.
Som allerede nævnt er fællesskabet et centralt element. Fællesskabet kan fungere på forskellige niveauer. For de fleste er fællesskabet alene bundet op på det at holde med et bestemt hold. Det er et forestillet fællesskab, som kan materialisere sig i en særlig samhørighed, når man f.eks. mødes til en fest og finder ud af, at man holder med det samme hold. I en hektisk hverdag, kan den form for uforpligtende fællesskaber have stor betydning for den enkeltes oplevelse af ”at høre til”.
En ikke ubetydelig gruppe af fans engagere sig mere aktivt i fanklubberne med f.eks. at lave tifoer, børneaktiviteter eller forskellige sociale arrangementer. De venskaber, der opstår vil ofte alene være knyttet til dette fællesskab og dermed til en afgrænset del af den enkelte supporters liv. På samme måde som de fællesskaber, der er knyttet til andre foreningssammenhænge. For nogle udvikler fanfællesskabet sig til nære venskaber, hvor man også ser hinanden i andre sammenhænge og får en tættere relation, der giver ret bredere fællesskab end blot det at være supporter.
Stemningsoplevelsen er blevet et central element i professionel sport. For tv-kanalerne er det en vigtig del af produktet. En god og intensivt stemning kan sprede sig gennem skærmen ud i stuerne og derigennem fastholde seerne. Spillerne taler om det som en afgørende faktorer for deres præstation. De bliver motiveret til at levere noget ekstra, når de mærker stemningen og opbakningen fra tilskuerne. For den almindelige tilskuer er det en del af oplevelsen ved at være på stadion eller i hallen. For supporterne er det også en motivationsfaktor, det at synge sammen, hoppe på samme tidspunkt, lave en flot tifo osv. Supporterne er afgørende i forhold til at skabe den gode stemning, samtidig med at den gode stemning er afgørende for oplevelsen af supporterfællesskabet.

Mens fællesskab og stemningsoplever er væsentlige motiver for at blive supporter, er livsstil noget, der følger med, når de engagere sig aktivt i fællesskabet. For nogle bliver det at være supporter en væsentlig del af deres identitet. De tager rollen som supporter med udenfor stadion, bl.a. gennem påklædning og de gør en dyd ud af at vise deres tilknytningsforhold. Holdets succes kan have stor indflydelse på humøret og dermed deres fungeren i hverdagen. I et postmoderne samfund præget af mange risici kan supportertilhørsforholdet med faste rutiner og praksisser være den nødvendige stabiliserende faktor.
På den ene side kan supporterfænomenet ses som et værn mod den uoverskuelighed globaliseringen skaber. På den anden side er supporterfænomenet udpræget globalt både i form og indhold.
Ritualer og myter er med til at skabe samhørighedsfølelse blandt supporterne. Ritualerne er en væsentlig del af supporternes adfærd og med til at sætte rammerne for fællesskabet. De særlige kampråb, sange om de enkelte spillere, uniformering i form af spillertrøjer, halstørklæder m.m. er alle vigtige ritualelementer, der går igen hos alle supportergrupper. De enkelte fanklubber opdyrker også deres egne ritualer. Det kan være en særlig måde at fejre en sejr på sammen med spiller eller happenings, der afvikles i særlige sammenhænge, f.eks. når FC Københavns fans i forbindelse med sæsonens sidste hjemmekamp kaster med badedyr. Myterne er især knyttet til de særlige hadeklubber. Stort set alle fanklubber har en klub som de i særlig høj grad ”hader”, et had der også gælder hadeklubbens supportere. I den del af mytedannelsen har det vist sig ind imellem at være svært at finde grænsen mellem venlige drillerier og hadefulde ytringer. Derfra er der ikke langt til voldelige sammenstød.

På mange områder minder supporterkulturen om et trossamfund. Sport som nutidens religion. Sporten og det at være supporter kan ligesom religionen bruges som tilflugtssted for dagliglivets mange udfordringer. Hvis man ser på religion ud fra en funktionstankegang, er der mange fællestræk med supporterfænomenet; fællesskab, ritualer og myter, det identitetsskabende. Det at give livet et meningsfuldt perspektiv. Men
”…… mit ‘lystniveau’ stiger, når der er mange (tilskuere red.). Det gør en forskel i forhold til, om man har et lille overskud til at lave en ekstra detalje eller to. Energien skal vi altid have, men lysten stiger hos os alle, og det har vi også mærket på det seneste. ” Viktor Fischer, fodboldspiller i FCK
modsat religion er der i supporterkulturen ikke et højere mål og der gives ikke svar på mere fundamentale eksistentielle spørgsmål. Der er oplevelsen her og nu.

Ishockeyfans
De forskellige supporterkendetegn finder man også blandt ishockeyfans. Ritualer, ens påklædningen, sange, flag, fælles tilråb. Ønsket om at skabe en god stemning og være en del af et særligt fællesskab.
Der var rigtig mange gule trøjer i København i de 18 dage VM stod på. I merchandiseshoppen var de tjekkiske trøjer udsolgt halvvejs gennem turneringen. De tilskuere, der mødt op i Royal Arena i almindeligt tøj var for stort set alles vedkommende danskere, der ikke var ishockeysupportere, men bare var nysgerrige efter at opleve den store begivenhed. Hos de ”rigtige” supportere var uniformeringen på plads.

Der blev råbt og sunget både fra tilskuerpladserne og i fanzonen og blev man fanget på storskærmen kom det store smil straks frem. Der blev hoppet og danset igennem, ikke mindst når VM-maskotten Duckly kom forbi. De forskellige ritualer blev udlevet med stor entusiasme. Mens kampen stod på var man modstandere, men had stod ikke på menuen. Derfor var det heller ikke nødvendigt med afskærmning mellem fansene. For ishockey er en fest.
Ishockeyfans er globaliserede fans, der magter både at have en national identitet og en identitet der har et større perspektiv. Fans der forstår at skabe flere fællesskaber, først og fremmest fællesskabet om ishockey. Det er ikke et enten-eller, det er et både-og. Man er både fælles og forskellig.
Ishockeyfans slås ikke, det lader de spillerne om

Artiklen er skrevet tilbage i 2018. I 2025 var der igen VM i ishockey i Danmark. Denne gang kun i Herning. Og igen var der gang i fest blandt masse af glade fans med forskellige nationaliteter. At det også endte med dansk succes, gjorde naturligvis ikke festen mindre.