Af Marie Vestergaard Bengtson
“Hvor er alle kvinderne i vores pensumliste?”. Det spørgsmål kan jeg huske, en af mine medstuderende stillede min underviser på første semester af litteraturhistorie. Som ung kvinde fmed ambitioner og en privilegeret opvækst i Danmark, forstod jeg naturligvis godt hvor spørgsmålet kom fra – for kvinderne var ingen steder at finde. Det satte dog også gang i nogle tanker og måske endda en skam i mig, for alle mine personlige yndlingsbøger er skrevet af netop de gamle døde hvide mænd, som tydeligt prægede vores pensumliste.
Men spørgsmålet er selvfølgelig ikke om hvorvidt mig (eller min underviser) ikke kan lide eller respekterer kvindelige forfattere, eller at vi ikke vil anerkende dem indenfor det litterære felt. Det handler jo netop om at kvinder ikke blev repræsenteret eller anerkendt som forfattere i den tid – og ligepræcis derfor ikke fik lov at sætte et aftryk i det daværende litterære aftryk. Så ved at læse disse gamle værker – skrevet af mænd, til mænd, i en tid hvor kvindelige forfattere enten blev ignoreret eller slet ikke fik lov at skrive – får vi et ærligt billede af den verden, de levede i. Det er ikke nødvendigvis en verden vi skal hylde. Men det er en verden der er nødvendig at forstå, for at vi kan ændre på det.
At læse klassikere handler derfor ikke kun om at ophøje fortidens stemmer. Det handler om at få adgang til et vindue ind i den tid, de taler fra. Når vi læser Ibsen, får vi ikke kun et drama om Nora – vi får indblik i kvindernes rolle og begrænsninger i det borgerlige 1800-tals hjem. Når vi læser Kafka, mærker vi på egen krop følelsen af fremmedgørelse i det moderne bureaukrati. Når vi læser Dostojevskij, åbner vi for en psykologisk og religiøs kamp, som stadig giver genklang. De døde hvide mænd, giver os ikke det hele billede – men de giver os en vigtig brik. At forsøge at skrive dem ud, eller kvinderne ind, vil være at omskrive historien og ikke forstå den.
Klassikeren som spejl – ikke forbillede
Jeg hører til en af de mennesker som tror på at litteratur er en kulturel grundsten, et indblik i fortidens forestillinger om mennesker og liv, fejl og mangler og genkaldte højdepunkter af menneskets intelligens og verdensbillede. Klassikerne skal derfor ikke tages på ordet – de skal læses imod, på tværs og med nutidens blik. Men det er netop her misforståelsen ofte opstår; At klassikere læses og formidles som forbilleder – som værker, vi skal spejle os i, lære af, anerkende som idealer. Men det er ikke sådan, jeg forstår dem. De gamle værker er ikke moralske rettesnorer, og deres forfattere ikke helgener. Tværtimod er det ofte deres fejl, blinde vinkler og verdenssyn, der gør dem værd at læse. For hvis vi ikke kan bruge historien som et spejl til forbedring, hvad kan vi så? For når vi kalder litteraturen for et spejl, må vi også spørge: Hvad er det, den spejler? Det er ikke nødvendigvis os selv – men en bestemt tid, et bestemt blik på verden, et bestemt magtforhold. Det
betyder også, at spejlet nogle gange forvrænger, udvisker eller helt udelader noget væsentligt. Netop derfor er det så vigtigt, at vi kigger i det og forholder os kritisk til den.
Det er netop med den viden og det samfund, vi har i dag, at vi reelt kan se de mangler, skævheder og det ensidige i kanon. Og det er herfra, vi kan læse litteraturen på ny. At læse klassikerne med moderne øjne er ikke at pådutte dem en politisk korrekthed, de aldrig havde. Det er at tage dem alvorligt som historiske dokumenter – ikke kun i indhold, men i deres blotte eksistens: Hvem fik lov at skrive? Hvem blev hørt? Hvem blev læst? Og hvad siger det om den tid og det samfund, de blev til? Jeg vil argumentere for at dette giver en mere ærlig og dybere repræsentation af kvindernes historiske position, når vi anerkender deres fravær – fremfor at lade som om de altid har været en del af den litterære historie. Det vil være en naiv og underkendende tilgang til historien og de kvinder der netop har gravet sig vejen fra til den litterære virkelighed, vi har i dag.
Den moderne læser er ikke passiv
Grunden til at jeg tør lave disse argumenter, bygger også på en tro om at vi ikke længere læser klassikere for at finde svar – vi læser dem for at stille spørgsmål og få et indblik ind i den tid de nu repræsenterer. Vi går ikke til Dostojevskij eller Homer for moralsk opdragelse eller uforbeholden beundring. Vi læser dem, fordi de åbner for samtaler, konflikter og dilemmaer, vi stadig genkender – og fordi de tvinger os til at tage stilling. Den moderne læser er ikke passiv eller bundet af forfatterens hensigter, da vi befinder os indenfor et helt andet normsæt og i en anden samtid. Vi kan læse teksten, på tværs af den, med kritisk bevidsthed og historisk perspektiv. Dette er hvad, der er med til at give de gamle værker relevans – ikke på trods af deres blinde vinkler, men på grund af dem.
Når man i dag læser en roman, hvor kvinder ikke har stemmer, eller hvor fremmede fremstilles stereotypt, får vi ikke bare indsigt i tekstens og sprogets univers – vi får indsigt i det verdensbillede, der skabte den. Det gør os ikke til medskyldige, eller til naive bystanders, men derimod til aktive læsere, som kan tage stilling og forstå, hvordan historien har formet både litteraturen og os selv.
Jeg kan huske, da jeg lærte, at det der oftest kaldes den første moderne roman “Frankenstein”, faktisk blevet skrevet af en ung kvinde, Mary Shelley, under pseudonym. Det ændrede ikke min opfattelse af værket, men derimod om den samtid og forståelse af denne. At det var nødvendigt at skjule sit køn, for at blive taget alvorligt som forfatter, viste mig mere om 1800-tallets litterære og sociale hierakier end noget historisk bagkatalog kunne have gjort.
Da jeg senere læste værker som Lolita og Homo Faber, fik det også hurtigt op for mig, hvordan visse bøger nærmest inviterer til et moralsk ubehag. De er ikke skrevet som god underholdning – måske ikke engang for at blive elsket – men for at udstille et bestemt blik, som vi
bliver nødt til at forholde os til. I Lolita ser vi, hvordan magt, sprog og seksualisering flettes sammen i fortællerens manipulation, og i Homo Faber konfronteres vi med teknokratiets afkobling fra følelser og medmenneskelighed – og det kvindesyn, der udspiller sig i hovedpersonens blinde rationalitet.
Disse værker stiller os ikke bare over for fortidens problematikker – de tvinger os til at stille spørgsmål til vores egen måde at læse og forstå på. Ikke for at godkende deres verdenssyn, men netop for at mærke, hvornår vi stritter imod – og det er det, de bedste klassikere kan.
Ikke enten-eller, men både-og
Det handler ikke om at vælge mellem Dostojevskij og Virginia Woolf, men om at forstå hvorfor den ene i sin tid fyldte alt, og den anden blev marginaliseret. Ved at læse de døde hvide mænd i deres kontekst, skaber vi netop plads til at se, hvem der manglede – og hvorfor. Det er i læsningen af det ensidige, at vi opdager det oversete.
At læse dem er ikke at legitimere ulighed – det er at kortlægge den. Og først når vi kender konturerne af det, der har domineret, kan vi begynde at stille det op mod nye stemmer og andre erfaringer. Det betyder ikke, at vi skal holde fast i en snæver og uforanderlig kanon – tværtimod. Det betyder, at vi skal læse bredere, klogere og mere bevidst. Vi skal bruge historien som det spejl det er i litteraturen og lære heraf.
Så, som nævnt i starten af denne lange refleksion, er det ikke fordi jeg ikke forstår spørgsmålet. Det er jo et genlydende spørgsmål i mange aspekter af vores historie, som vi selvfølgelig skal forholde os til. Men når vi i dag læser de gamle værker, skal vi ikke læse dem for at finde forbilleder – men for at finde forståelse. Forståelse for den verden, de blev til i, og for den måde de stadig former os, bevidst eller ej. Litteratur er ikke statisk – den taler ind i sin tid og genlyder i vores. Og når vi insisterer på at læse klassikerne med åbne øjne, med historisk bevidsthed og kritisk blik, gør vi netop det, litteratur kan: vi forbinder os med noget, der er større end os selv, og bruger det til at forstå både fortiden og os selv i nutiden.
Det er ikke nødvendigt at elske alt, vi læser. Men det er nødvendigt at vide, hvorfor vi læser det.
Skriv et svar