I bog nummer to går Rita og far på opdagelse i Grundloven. Hvad er det egentlig for en lov, og hvorfor er den så vigtig for vores demokrati?
Sådan noget med love og rettigheder kan godt virke svært og noget der er langt væk fra hverdagen. Men Rita opdager, at Grundloven og det der sker i Folketinget faktisk betyder noget for hendes hverdag, så det er godt at vide noget om.
Sammen med sin veninde Ella, finder Rita ud af, at Grundloven blandt andet handler om noget så vigtigt som ytringsfrihed – at vi i Danmark har lov til at sige vores mening. Også selv om det nogle gange er lidt frækt.
En rigt illustreret bog på 40 sider, der giver børn (og voksne) en tilgængelig indgang til Grundloven og de rettigheder, vi har som medborgere i et demokrati.